Flere nyheder

 
Musik
Black City i Lille Vega

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Black City i Lille Vega
Man. 21. feb. 2011

Torsdag den 17/02 -2011 indtog L.Y.A, Tyrants and Kings og ikke mindst hovednavnet Black City Lille Vega, hvilket skulle vise sig at blive en originalitetsmæssig rutsjebanetur. Det skulle samtidig også vise sig at blive en uligevægtig aften med to bands, der i høj grad aspirerer til og ligner hinanden, samt et 3. band, der helt og aldeles adskilte sig væsentligt både i sit udtryk og i sin kvalitet.

Scenen blev først indtaget af L.Y.A (tidligere Little Yells Alot), der nu er blevet reduceret til en duo. På aftenen havde de en bassist med (og fremstod derfor som trio), og gruppen fungerede stærkt med deres splintrende og sprudlende grunge/punkrock. Der blev leflet for den energiske kemi imellem publikum og band og sangene gjorde sig i det hele taget rigtig stærkt i Lille Vegas intime atmosfære. I forlængelse heraf skal det lige understreges at, man hele tiden fornemmede, at den sitrende forsanger og guitarist Jonas Lynge var ved at eksplodere af intensitet! L.Y.A gjorde sig i det hele taget bemærket som et band, hvis udvikling er værd at følge.

Den voldsomme energi faldt dog lidt under aftenens andet opvarmningsband Tyrants and Kings som, på trods af deres arbejdsiver, må siges kom til at blegne ved siden af L.Y.A. Man kan ikke klandre gruppens spilleglæde, men originaliteten tog et kvalitetsmæssigt dyk herfra, som desværre varede aftenen ud. Gruppens highway rock'n'roll virkede gumpetung i forhold til de kaskader af energi, som L.Y.A havde fyret af under aftenens første koncert. Men i den større sammenhæng virkede Tyrants and Kings sjovt nok som et langt mere oplagt opvarmningsband for Black City, da begge bands på godt og ondt deler flere inspirationskilder i deres musikalske udtryk.

Det skulle som sagt heller ikke vise sig at være hverken nytænkning eller originalitet, som prægede resten af aftenens program, men i stedet spilleglæde og lysten og evnen til at vride nogle groovy rockriffs af, hvilket Black City formåede.

Den ultra karismatiske Bjørn Poulsen indtog selvsikkert rollen som frontmand og styrede begivenhederne sikkert, godt bakket op af en i den grad pulserende backinggruppe. Her skal Kristian Klærkes passionerede guitarspil fremhæves. Gruppens kærlighed til hårdtslående straight forward rock var ikke til at tage fejl af, og efter de første par sange var passeret begyndte gruppen for alvor at svinge.

Black City har kun et album i bagagen, og der kom derfor også sange, som kvalitetsmæssigt kom til kort i forhold til gruppens stærkeste sange. Dog skal bandet roses for at besidde evnen til at putte live-breaks og variationer ind i deres sange, der bryder de forudsigelige aspekter i musikken, og derfor bliver ved med at fastholde publikum. Dette er i høj grad også bandets force - at de forstår at inddrage sit publikum.

Alt i alt var det en rockaften med smæk på, men også en aften der, i undertegnedes øjne, bar præg af, at L.Y.As originale kvaliteter nåede et niveau, som de efterfølgende bands ikke kunne nå.

Black City, L.Y.A og Tyrants and Kings, Lille Vega d. 17. februar 2011.