|
|
Det Kongelige Teater går Det Ny Teater i bedene med repremieren på musicalen "My Fair Lady". Der kompenseres dog for det ved en modig nyoversættelse af dialogen og en herlig surrealistisk scenografi. Men hovedrolleindehaveren er på en næsten umulig opgave med at forene ungt og gammelt, og resultatet er tilsvarende blandet. (Foto: Miklos Szabo)
Den gamle Pygmalion-historie om sprogprofessoren Henry Higgins, der vædder om, hvorvidt han kan forvandle den "fantastisk tarvelige" blomsterpige Eliza Doolittle til en prinsesse ved at rette op på hendes sprog, er kendt og elsket af mange. Det er svært at se den kunstneriske nødvendighed i, at Det Kongelige Teater sætter alle sejl til for at fortælle historien igen.
At sprogbeherskelse er en social markør er stadig en aktuel problematik, men forestillingen har sat sig lidt mellem to stole, når det gælder tidsbilledet. Langt hen ad vejen er den gamle, engelske stil valgt med tjenestefolk, fonografer og hestevæddeløb på Ascot. Men for at anskueliggøre de sproglige udfordringer er Eliza nu datter af en kroat og slynger om sig med moderne udtryk, hvilket dog er ret morsomt.
Desværre lader forestillingen lidt Eliza i stikken som den, der skal samle fortid og nutid. De andre roller står klarere, og specielt Tom Jensen som Henry Higgins og Marlene Schwartz som hans mor kan til stor morskab træde sømmet i bund og spille helt ud til kanten af klichéen. I underklassen kan Zlatko Buric som Alfred P. Doolittle også trygt blive i komfortzonen og spille skør, skør indvandrer uden at bekymre sig om, at vi er i London for over 100 år siden. Hvis man er positiv stemt, så er Eliza og dermed resten af historien i denne udgave bevidst ambivalent eller tidløs. Er man ikke så mild, vil man undre sig over den underlige blanding af ungdommelig slang, engelsk og kroatisk og så kraftudtryk, der snarere synes henvendt til den ældre del af publikum.
Vi forstår, at hensigten er at demonstrere et uregerligt og uskolet underklassesprog, men det er også svært at få styr på, hvem Eliza egentlig er, og det modsiger udsagnene om, at sproget afslører vores baggrund. Elizas fremstår trods klassiske, stærke replikker mere som en teaterhybrid. Da hun kommer for at bede Higgins om undervisning, er hun troværdigt majet ud som en anden Paradise Hotel-stjerne, og hendes misforståede udtryk som "gule og grønne skove" leder også tankerne i den retning. Men hvorfor så ikke gå hele vejen? Hvilke fattige, 21-årige piger står i dag i kedeldragt og sælger blomster?
Charlotte Munck kæmpede på repremiereaftenen en hård kamp med sit stemmebånd og gjorde det ellers godt i skuespilpartierne. Men at hun skulle spille en kvinde halvt så gammel som sig selv, bidrog kun yderligere til tvetydigheden omkring Elizas karakter.
Marie í Dalis scenografi var den halve entré værd, især i sidste halvdel af forestillingen fik kostumerne hele armen. Hattene overgik virkelighedens Ascot og var tættere på Alice i Eventyrland. I det hele taget var scenografien med til at understrege, at man måske ikke skulle tage det så seriøst, om vi var i det ene år eller det andet. Musikken var derimod meget loyal mod forlægget, så publikum kunne høre alle de kendte sange, også dem tidens tand har været mindre blid imod.
Iscenesætter Kasper Bech Holten vælger musicalens slutning, hvor Eliza og Higgins får hinanden til sidst, i modsætning til Bernard Shaws originale Pygmalion, hvor hun gifter sig med bejleren Freddy. Higgins er umådelig underholdende, og selvom nørderne i vore dage har opnået betydelig anseelse, så er det først på falderebet, at Higgins får overbevidst publikum og Eliza om, at han besidder den nødvendige mængde medmenneskelighed til, at romancen får vinger.
My Fair Lady - Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Se spilletider
