|
|
Den franske thrillerkonge Jean-Christophe Grangé er præcis så blodig, mystisk og langt ude på overdrevet, som man forventer. "De døde sjæles skov" er business as usual, men hvad gør det, når Grangé i selv en middelmådig årgang er bedre end sine konkurrenter.
Jean-Christophe Grangé er ikke en forfatter, der kender til mådehold. Som en anden fransk levemand svælger han i alt, hvad han beskæftiger sig med. Og det skriver jeg ikke kun, fordi hans romaner som hovedregel suser forbi 500 sider uden blusel, men også fordi indholdet af disse sider er tæt og kraftigt som en crème brûlée. Detaljerigdommen i skildringen af malerier fra starten af 1900-tallet er overvældende i De døde sjæles skov. Det samme er hans skildringer af Paris, der oser af hans viden om kunsthistorie og arkitektur. Og sidst, men ikke mindst - det, vi alle har åbnet bogen for at læse om - er hans forbrydelser voldsommere, mere udspekulerede og mere makabre end de fleste af konkurrenternes. Kannibalisme med fortæring af kønsdele. Fedt fra mennesker brugt som lysestager. Blod, afføring og indvolde en masse. Han bare svælger og svælger forbi det punkt, hvor læseren for længst har fået kvalme.
De døde sjæles skov er på alle måder helt klassisk for Grangé. Den følger den formel, der gang på gang har bragt ham på bestsellerlisterne. En række mord, der er mere mystiske end i de fleste krimier, leder en desillusioneret hovedperson gennem en kompleks og vidtfavnende opklaring, der starter i det franske, men slutter et eksotisk og farligt sted i udkanten af den kendte verden, hvor myter og realitet smelter sammen. I dette tilfælde i de Sydamerikanske urskove, hvor jeg godt tør love, at selv den garvede krimilæser ikke kan gætte, hvad der kommer til at udspille sig. For Grangé tænker vildere, længere og bedre end de fleste.
Personligt holder jeg mere af Grangé, når han er udspekuleret frem for ulækker. Forbarm dig indeholder for eksempel et mystisk mordvåben, der har penetreret et menneskes øre uden at efterlade sig spor. I sammenligning med den mordgåde er De døde sjæles skov mere for husarerne. Samtidig er den kvindelige hovedperson, en ung undersøgelsesdommer, ikke den mest interessante af Grangés karakterer. Især i bogens indledende kapitler går der for meget sko, tøj og takeaway - ja, nærmest en slags forvrænget Sex & the City - i den, men hun redder dog meget i land senere hen i eventyret. Sammenlignet med den kvindelige hovedperson, der ledte efter en forklaring på sin adoptivsøns pludselige sygdom i Stenkoncilet, virker hendes motiver dog en smule vage.
Men man lader sig alligevel forføre af Grangé, for selv når han kører på automatpilot, er han bedre end de fleste. Han skriver, så siderne emmer af fransk finesse og frækhed, og hans research er grundig og reel. Han ved, hvad han skriver om. Lad bare bøgerne blive ved med at komme i en lind strøm. Jeg fortærer gerne siderne i selskab med den næste kannibal, der måtte blive opfundet i Grangés vidende og makabre sind.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Jean-Christophe Grangé: De døde sjæles skov
Rosinante, 526 sider
Udgivet: 28. februar 2011
ISBN: 978-87-638-1632-8
