Flere nyheder

 
Litteratur
Lykkelige stunder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Lykkelige stunder
Ons. 9. mar. 2011

Når man ikke kan falde i søvn, og det er for kedeligt at tælle får, kan man tælle lykkelige stunder. Og når man er en lille lykkelig pige i 1. klasse, er der nok at tælle, bortset fra når der sker noget, og man så ikke er lykkelig. En sød historie for børn på 5 til 10 år fra de svenske mestre Rose Lagercrantz og Eva Eriksson.

Pigen Dunne, der faktisk hedder Daniela, har et lykkeligt liv. Og når hun skal sove og ikke kan falde i søvn, så tæller hun ikke får, men derimod lykkelige stunder; som da hun var lille og fik en frø af sin fætter Sven, og da hun fik sin skoletaske.

De lykkelige stunder bliver flere, da hun starter i skole og får en bedsteveninde. Dunne og Ella Frida laver alt sammen. Bogen følger dem fra legepladsens gynger og hele det lykkelige efterår, hvor de leger sammen, deler en venindekæde, sover sammen og laver en klub. I juleferien glæder Dunne sig til at se sin bedste veninde igen. Men efter juleferien sker det ulykkelige. Ella Frida skal flytte. Nu er Dunne ikke længere lykkelig - og der sker så mange trælse ting, når man er trist. Men selvom man er ulykkelig, så kommer der lykkelige stunder igen, og man får nye kammerater, selvom man måske ikke lige har sin bedste ven tæt på mere.

En simpel, men sød og hjertevarm historie om den lykkelige barndom, hvor alt er enkelt og sort eller hvidt. Hvor forfærdelige stunder føles virkelig forfærdelige, men trods alt hurtigt overkommes, og hvor lykken alligevel venter på den anden side. Særligt hvis man som Dunne samler på de lykkelige stunder, selvom man har oplevet ting, der har gjort en ulykkelig.

Illustrationerne af Eva Eriksson er som altid geniale. Hendes streg slår aldrig fejl - hendes sort-hvide tegninger formår at fange essensen af de lykkelige og ulykkelige barndomsstunder. Bogen kan både bruges som højtlæsningen fra 5-6 år, men kan også bruges som letlæsning fra sidst i 1. klasse. En varm anbefaling af en børnebog, der både med sine ord og sine illustrationer varmer en om hjertet.

Rose Lagercrantz: Mit lykkelige liv
Illustrationer: Eva Eriksson
Høst & Søn, 139 sider
ISBN:978-87-638-1703-5