|
|
(Foto: Det Kgl. Teater)
Jokum Rhode afslutter sin statsgysertrilogi med forestillingen "Manson". Han erklærer at arbejde med spændingerne Manson/Kristus, skønhed/afstumpethed og psykopati/geni. Forestillingen er på samme måde overlæsset/et overflødighedshorn, og man overvejer ligeledes, om Det Kongelige Teater er gale/geniale ved at binde an med den.
Hvis fascinationen af amerikanske seriemordere ikke er Deres kop te, så vær ganske rolig. Forestillingen beskæftiger sig kun flygtigt med den virkelige Charles Manson og i langt højere grad med vanvid, kultisme og det paradoks, at hele den kristne tro bygger på, at en af de profetiske udskud engang blev taget seriøst. Men først og fremmest er der postmoderne teater og absurd morsomme replikker.
Jokum Rhode forstår som få at skabe sit eget univers af nyt, lånt, stjålet og gammelt, hvilket hensætter forestillingerne til et næsten historieløst rum, selvom det stædigt påstås, at vi er i den russiske by Metropolis i år 2011, hvor man kan gense fortiden ved hjælp af "Google Past", og de smukke piger har "Moskva Penthouse Style".
Som altid er manuskriptets styrke, at det på næsten naturstridig vis formår at balancere mellem stor alvor og sort komik, mellem indlevelse og distance, som når Nicolaj Kopernikus' ugidelige vagt forvandler sig til et græsk kor og tilbage igen. Helt overlagt punkteres den opbyggede stemning igen og igen med en plat vits, hvorefter magien på ny bygges op. Meget afhænger af sproget og strategisk brug af ord som "transportsektor" og "Aftenlandet". Denne linedans er i sig selv billetten værd, selvom stemningen denne aften var betydelig negativ. Især den ældre del af publikum ytrede ord som "mærkværdig" og "ikke busbilletten værd", inden de udvandrede i pausen. De 5 stjerner er derfor i høj grad et tilfælde af your mileage may vary.
Er man derimod til højspændt postmodernisme tilsat måske-ironisk Brecht, så skal man skynde sig indenfor til Manson og nyde, hvordan handlingen på flabet vis synes at foregå i en skramlet udgave af Fritz Langs Metropolis, inden lokationen afsløres som "Den gamle filmkulisseby". Disse filmkulisser muliggør en fantastisk drømmescene, hvor Nicolas Bros Manson og Henning Jensens Dommer Syberberg får lov at gakke helt ud. Især Bro spytter og savler sig igennem en kraftpræstation, hvor stykkets største bagside, de lange, tunge monologer, alligevel ikke får lov at knuse ham.
Temaet Manson/Kristus forlener forestillingen med en vis tyngde, og faktisk behandles det på ret seriøse vis med tunge overvejelser og tilhørende dramatiske og blasfemiske følger. Alligevel er det ordene, billederne og stemningerne, der bliver tilbage, som når Manson eller Kristus vrisser: "Jeg er træt af at blive korsfæstet!", eller en filmplakat af Sharon Tate kan ses "i skæret af den brændende zeppeliner".
Christian Friedländers scenografi og herligt lurvede og overdrevne kostumer er også en stor del af fornøjelsen og gør, at visse scener snarere udarter sig til tableauer. Det er kun en god ting i dette tilfælde, men gør, at man omvendt har svært ved tage de filosofiske gloser for pålydende. Skuespillerne er gamle kendinge, der aldrig drukner i fantastisk scenografi eller syrede replikker, og på falderebet skal Kristine Nørgaard fremhæves for sin rablende gale Sexy Sadie.
Manson - Skuespilhuset
Se spilletider
