Den tyske forsker Mithu M. Sanyal opdagede, at mange kvinder stadig ikke rigtigt havde ord for deres kønsorganer, men blot skamfuldt omtalte dem som "det dernede" og heller ikke var i stand til at tegne dem. Hun opdagede, at fraværet i sproget stak meget dybere, og besluttede sig for at skrive... ikke fissens ellers vaginaens, men vulvaens kulturhistorie.
Bogen Vulva - Det usynlige køn er næsten en ren kulturvidenskabelig krimi. Først afsløres en uretfærdighed, dernæst spoles der langt tilbage til en meget fremmed, harmonisk fortid, for dernæst at gå på jagt efter skurkene helt op til vores tid og følge de heltinder, der har kæmpet for at genoprette balancen.
Ubalancen er det forhold, at kvindens køn i lang tid har været ukendt område, også for kvinderne selv, og at det udelukkende er blevet set som et hul eller en mangel på penis. Derfra har filosoffer, psykologer og andre tænkere tilsluttet sig, at der var noget grundlæggende mangelfuldt ved kvinder. Når omskæring og intimkirurgi stadigt finder sted, må man konkludere, at slaget om kussen langt fra er vundet. Selvom feministerne i 70‘erne fik kvinderne til at tage spejlet frem og "kende deres krop", har bogen stadig stor berettigelse i dag, og er trods de mange fodnoter underholdende læsning.
Bogens mest interessante afsnit er dem, der skildrer tilbedelsen af hedenske gudinder og deres vulvaer i førkristen tid. Det er her, man for alvor overbevises om, i hvor høj grad vores syn på kønsorganerne og kønsrollerne er kulturelt betinget. Vi møder den sumeriske gudinde Astarte, der "fryder sig over sin smukke vulva og lykønsker sig selv med dens skønhed" og synger dens pris på sin rejse ned i underverdenen. Hvis det ikke kan rykke ved ens opfattelse af, hvad der er skamfuldt eller helligt, så er der mere hjælp i form af stenrelieffer til vulvatilbedelse og beretninger om den magtfulde indiske gudinde Kali.
Kristendommen får helt berettiget skylden for at have fortrængt kvindens centrale placering, og i den overlevende Maria-dyrkelse ses det, hvor svært det har været at slå den ned. På et eller andet tidspunkt er det dog lykkedes, og det er først, da kristendommen kommer på retræte, at vulvaen igen træder frem på scenen. Det sker i bogen i et langt afsnit om stripdans, der er underholdende nok, men underligt usammenhængende med resten.
Til gengæld er der kød på afslutningen om 70‘ernes og 90‘ernes feministiske forsøg på at tilbageerobre vulvaens plads i kunsten. Hvis man troede, at kunstverdenen var aldeles fordomsfri overfor at afbillede kvindekønnet, tager man fejl. Det er kun, når det er mænd, der maler kvinder. Maleren Judy Chicago fik således ved eksamensbordet følgende besked af sin professor: "Uf! Det ligner jo en kvindes skød." Da hun derefter malede en serie i samme teknik med erigerede, penislignende former, var der ros over hele linjen.
Bogen er en bearbejdelse af et ph.d.-projekt og er de fleste steder meget læsevenlig. Men især de franske strukturalister og post-strukturalister har sjovt nok været svære at oversætte til klarsprog. Den lidt uklare sammenhæng mellem bogens eksempler trækker også ned, men ellers kan den anbefales til alle mennesker, både dem med eller uden en vulva.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Mithu M. Sanyal: Vulva - Det usynlige køn
Tiderne Skifter, 238 sider
ISBN: 9788779734104
