|
|
(Foto: Jan Jul)
Bob Dylans sange har aldrig lydt smukkere end i denne teaterkoncert, skabt af Nikolaj Cederholm og Brdr. Hellemann, med et væld af fremragende vokaloptrædener samt ikke mindre velspillende musikere. Østre Gasværk Teater er en kongenial ramme om dette musikalske spektakel, som er en farverig, poetisk, vildt fabulerende tur ind i Dylans univers.
Scenen er et charmeforladt 50'er-interiør, som inden længe invaderes af en flok Frelsens Hær-soldater. Denne uniformering er lidt af et kup, da netop frelse, tro, håb, syndsbevidsthed og allehånde anfægtelser er levende ingredienser i Dylans sange.
Ulla Henningsen er uigenkendelig; bebrillet, stram i trækkene og med knude i nakken, men bliver ikke desto mindre begæret af en Ole Thestrup - ikke just en førsteelskertype - der henført synger "your breath is sweet, your eyes are like two jewels in the sky", hvortil hun replicerer med sangen "It Ain't Me, Babe", hvor det bl.a. hedder: "you say you're looking for someone, never weak but always strong", og hun løber koket sin vej med ordene: "It ain't me, babe, it ain't me you're looking for, babe". Et eksempel på en radikal nyfortolkning af Dylans sange, som er et gennemgående træk i teaterkoncerten.
Ole Thestrup er overraskende godt ved stemme, han lyder helt Dylan'sk i "Desolation Row", som er én blandt mange af de sange, der slår nogle dystre toner an. En stor gevinst er også, at flere af de gamle travere, som man har hørt til ulidelighed, får nyt liv og ny aktualitet, således bliver "A Hard Rain's A-gonna Fall", fremført af en såret Ashok Peter Pramanik, der bliver lagt i seng, alt imens han beretter om de apokalyptiske scener, han har overværet. - En anderledes bevægende oplevelse. Det samme gælder for "Blowing in the Wind", som Claus Hempler synger med en intensitet og nerve, så det føles, som hørte man den for første gang.
Dylan har altid været storleverandør af kærlighedssange til kvinder, både af den sødmefulde slags som "Lay Lady Lay", hvor Claus Hempler synger de poetiske kontrastfyldte linjer: "his clothes are dirty but his hands are clean", men også af den mere dæmoniske slags, således i "Just Like a Woman", hvor en hævngerrig Bjørn Fjæstad kaster rundt med sin ekskæreste og ender med at voldtage hende. Det føles som lidt af en overfortolkning.
Og både sangerne og musikerne er luftbårne, så det er en fryd, således suggereres det magiske, drømmeagtige cirkusunivers i "Mr. Tambourine Man" frem af tre fe-agtige væsner, der svæver hen over hovederne på os klædt i klokkeagtige skørter, der lyser blåt, alt mens den ene fe, Liv Lykke, synger om Mr. Tambourine Man. Meget virkningsfuldt.
Der er mange andre vellykkede fortolkninger, skønt nogle kan være lidt svære at gennemskue. Således kommer Liv Lykke op af en lille kuffert i en rød kjole, der er så stor, at den fylder hele scenerummet. Et overvældende syn, men ikke lige til at se, hvad det har med sangen "It's All Over Now, Baby Blue" at gøre.
Men, all in all, en teaterkoncert der virkelig yder Bob Dylans poetiske og musikalske univers fuld retfærdighed.
Teaterkoncert Bob Dylan - Østre Gasværk
Se spilletider
