|
|
(Foto: Jesper Blæsild)
Det er en modig satsning af Teatret ved Sorte Hest at opføre "Slutspil"; Becketts mest konsekvent uforsonlige stykke, hvor alt håb er ladt ude. Men takket være en instruktion helt i Becketts ånd og stærke skuespilpræstationer bliver man som tilskuer alligevel grebet af dette besynderlige skuespil, selv om det grundet manglende dramatisk udvikling føltes uforholdsmæssigt langtrukkent.
For et par år siden blev Becketts mest populære stykke, Venter på Godot, opført på samme scene. Her venter to vagabonder, Vladimir og Estragon, på en vis Godot og udfylder ventetiden med at fortælle vrøvlehistorier og vittigheder, med at tage støvler og hatte af og på, der er farceagtige slapstick-scener og ligefrem noget music hall-agtigt over det.
Slutspil er lige modsat, om man så må sige. Her er personerne mere eller mindre bevægelseshæmmede. Hamm er blind og bundet til sin kørestol, Clov stavrer rundt på nogle usikre ben og er ude af stand til at sætte sig ned, og Hamms forældre er benløse og smidt i skraldespanden.
Scenerummet er klinisk bart og farveløst, væg og gulv beklædt med træplader, der ligner tremmer og giver et klaustrofobisk præg. Hamm troner midt på scenen, først indhyllet i et lagen, som Clov fjerner. Hamms ansigt er dækket af et blodplettet lommetørklæde, der antyder sår og smerte, han beder gentagne gange om sin pille, om halsen hænger en fløjte, og et pift i den tilkalder øjeblikkelig Clov.
Ligesom Vladimir og Estragon venter Hamm og Clov også; ikke på Godot, men på enden på alting, som de ustandseligt kredser om. På Hamms befaling må Clov gentagne gange kravle op på en stige og kikke ud på verden udenfor, som der åbenbart ikke er mere tilbage af - med Clovs ord: "Alt er nul, ingen sol, intet liv, alt er gråt i gråt."
Hamm og Clov er låst fast i et herre/slave-forhold, ikke et had-kærligheds-forhold, men et underligt følelsesløst forhold på begge sider. Hamm spørger ofte Clov, hvorfor han bliver hos ham, og Clov svarer uvægerligt: "Fordi jeg ikke har nøglen til spisekammeret."
Det fremgår, at Hamm engang har været en magtfuld jordbesidder med mange at kommandere over, og han har åbenbart nydt denne magt over andre, som han nu kun kan udøve over Clov og forældrene.
Søren Spanning er helt suveræn i rollen som den umenneskelige Hamm, der kun kan føle noget for døde ting, såsom en legetøjshund, og som forfærdes, da Clov bliver bidt af en loppe: "For himlens skyld, slå den ihjel, vi risikerer jo at menneskeheden kunne begynde forfra igen!" Og Thomas Mørk er fin som den kuede, men lige så følelseskolde Clov.
Nagg og Nell, forældreparret, er de eneste, der føler noget, der kan beskrives som kærlighed til hinanden. Nell spørger Nagg, om det er tid til at elske, de prøver forgæves at kysse hinanden. Der er noget utroligt rørende over Maria Stenz' Nell, og tragisk format når hun taler om, hvor lykkelig hun var dengang på Comosøen, som var "så dyb, så dyb. Du kunne se ned til bunden. Så hvid, så ren." Også Niels Skousen har mange gode udtryk som den noget mere barnagtige Nagg.
Så, alt i alt er det instruktørens og især skuespillernes indsats, der formår at gøre tekstens ord levende og vedkommende.
Slutspil - Teatret ved Sorte Hest
Se spilletider
