Flere nyheder

 
Musik
Solidt album fra Whitesnake

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Solidt album fra Whitesnake
Man. 28. mar. 2011

Overraskende godt album fra veteranbandet Whitesnake, der leverer en sikker omgang old school US hard rock

Og old school hard rock, det er det virkelig. Der er på ingen måde nyopdagelser på albummet, men en stor del af numrene er solide rock tunes, der giver nye bud på genrens nævneværdige kvaliteter. Og alene det, giver albummet plusser, for klassisk US hard rock har godt nok stået som genre-fadder til mange håbløst ligegyldige og udvandede udgivelser gennem årene.

Men slangen kan så heldigvis stadigvæk mønstre rock med lidt bid. Bevares, dødbringende er biddet så næppe, men med solidt fokus på genre-karakteristika som melodi og sprøde guitarer lagt godt frem i lydbilledet, formår Coverdale og kompagni at fange - og ikke mindst at bibeholde - éns interesse. Og det er sgu ikke så ringe, når man tænker på, at Whitesnake startede ud så langt tilbage som i 1977 og har været et band, der har gennemgået en lang række udskiftninger.

Der åbnes effektivt med en blueset, groovy og sejt rykkende sag, "Steal Your Heart Away". En seriøst god indgang til Forevermore, og en start, der pænt holdes i hævd over store dele af albummet. Okay, Whitesnake har stadigvæk en lidt for stor trang til at dele rockballader ud, men tracks som blandt andre "All Out Of Luck", "Love Will Set You Free", "Dogs In The Street" og ikke mindst den fremragende "My Evil Ways", er solide, veludførte hard rock-sange, der holder et rigtig flot niveau.

Og trods en lidt mere lavtliggende og hæs vokal, så har bandets grundlægger og hovedfigur, David Coverdale, stadig en markant og god stemme. Den bærer ikke så stor en del af materialet som tidligere, men den er alligevel en væsentlig del af lydbilledet.

Og derudover fortjener de to guitarister, Doug Aldrich (ex Dio) og Reb Beach (Winger), også lidt ekstra opmærksomhed. De fylder i den grad meget på mange af albummets tretten tracks med deres energiske, insisterende approach tilført masser af hyl og veltunet strengeleg.

Forevermore bliver aldrig en klassiker, men albummet byder på masser af godt skåret, lækker klassisk rock. Og det er en del mere and jeg selv havde forventet fra Mr. Coverdale og hans partners in crime. Godt gået.

Forevermore er ude nu på Frontiers Records/Target Distribution