Flere nyheder

 
Teater
Havfrue på rulleskøjter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Havfrue på rulleskøjter
Man. 11. apr. 2011


(Foto: Holstebro Musikteater)

Musikteatret Holstebro står bag Black Box-produktionen af H.C. Andersen- og Disney-klassikeren "Den Lille Havfrue". Musicalen havde Europapremiere i Teatersalen i Musikteatret Holstebro i februar. Siden har forestillingen besøgt Aarhus, Aalborg og Esbjerg, og nu er turen kommet til Koncertsalen i Tivoli i København.

Historien om havfruen Ariel, som forelsker sig i den menneskelige Prins Eric, og som betaling for at være hos sin elskede afgiver sin stemme til Havheksen, er et af Disneys mest romantiske eventyr, og det er naturligt, at det forvandles til en teaterversion.

Skuespiller og sanger Julie Steincke kom produktionen til undsætning og påtog sig rollen som Ariel, da den oprindelige hovedrolleindehaver, Anna David, blev gravid. Dette kan man kun prise sig lykkelig for. Julie Steincke er dejlig i rollen som den nysgerrige havfrue, der er dybt fascineret af verdenen deroppe, og som med barnlig glæde kan beundre en gaffel. Man kan trygt læne sig tilbage, når hun med sin smukke klang indtager Koncertsalen.

Silas Holst kender vi bedst fra Vild med Dans, men nu får han sin første hovedrolle som Prins Eric, og denne anmelder tør godt love, at det nok ikke bliver hans sidste. Han er den prins, vi kender fra filmen, og det er helt naturligt, at Prins Eric i denne opsætning lærer Ariel at danse. Silas Holsts sangstemme ledte denne anmelders tanker hen på Søren Launbjerg, som spillede Silvan i Atlantis, hvilket skal opfattes som en kæmpe cadeau, og ethvert pift ved tæppefald var fortjent.

Trine Jepsen leverer rollen som en af Disneys absolutte superskurke - blæksprutten Ursula - og hvis man ser for sig den storsmilende Trine, som for 10 år siden udgjorde en fjerdedel af pigegruppen EyeQ, så kan man godt slette det billede fra nethinden og i stedet gøre sig parat til at se Trine Jepsen være en gemen, lusket havheks i en levende blækspruttekjole.

På opsætningens svage sider står Christian Bøgh som Triton. Han formår ikke at overbevise som den autoritære, men blødsødne Kong Triton. Han fremstår derimod på ærgerlig vis meget monoton og stillestående i sin optræden. Torben Zellers musicaldebut er desværre heller ikke ligeså elskværdig, som mågen Skralde er i filmen.

Blandt forestillingens forcer er scenografien. Peter Rafn Dahm og Annie Hjort har sammen med kostumier Karen Louise Kjøge skabt et ekstravagant univers med farvestrålende havdyr, steppende måger og et hypnotiserende stormvejr. Alt dette fører os til et sted med dynamisk opdrift ved brug af sliders - en rulleskøjte som spændes direkte på foden. Dertil har alle de dejlige sange, som denne anmelder kender til hudløshed, fået et forfriskende pift i den danske oversættelse af Mogens Kjær og instruktør John Eggert.

Black Box-produktionen af Den lille Havfrue er en forestilling i alle regnbuens farver, som gør sig godt til en familieudflugt til havets dyb, hvor man ikke får brug for en redningsvest.

Den lille havfrue - Tivolis koncertsal
Se spilletider