
Oplev den hjemlige atmosfære i fabrikantens overdådige lejlighed - et 250 m² stort univers af skønhed, ekstravagance og - måske en snert af besættelse? Lejlighedens mange tusinde genstande er alle nøje udvalgt ud fra Frederik Ernsts urokkelige filosofi: "Er det smukt, må jeg eje det."
Bliv klogere på mennesket bag den enorme samling: sølvvarefabrikant, samler, homoseksuel og sanger i 1900-tallets danske provins. Få historien bag J. Ernst's Sølvvarefabrik, som gav Frederik Ernst økonomisk mulighed for at rejse og samle. Nyd også fabrikantens charmerende italienskinspirerede gårdhave - Frederik Ernsts Have.
Selv om Frederik Ernsts univers er fyldt med porcelæn og nips, så kan du roligt ta' hele familien med. Museum ERNST har nemlig mini ERNST - Frederik Ernsts forunderlige univers i børnehøjde med oplevelser skræddersyet til børn og familier.













