Koncertkalender

Gabriel Fauré komponerede Cantique de Jean Racine (Op 11) for blandet kor og klaver eller orgel i
1864-65 som afslutning på sin musikuddannelse og til en konkurrence på École Niedermayer i
Paris i 1865, hvor værket vandt førsteprisen. Teksten er af den franske dramatiker Jean Racine
(1639-1699) og er en parafrase over en latinsk hymne - en lovprisning af Gud og en bøn til Kristus
om nåde og beskyttelse. Værket er med sine lange, rolige, melodiske linjer og inderlige, sarte og
enkle stil på mange måder beslægtet med det senere Requiem.

Fauré komponerede Requiem (Op 48), en messe for de døde for kor, to solister og lille besætning,
i slutningen af 1880'erne, men skrev på værket gennem flere år og i forskellige versioner. Fauré
sagde selv at "Jeg ser døden som en lykkelig forløsning, en opstandelse til glæde i det hinsides og
ikke en smertefuld overgang." Fokus er da også på frelse og forløsning, som hos Brahms, frem for
på dommedags rædsler, som hos Mozart og Verdi. Requiem består af de traditionelle, katolske led
i en dødsmesse med et beskåret "Dies Irae"-afsnit og sidste sats om Paradisets engle, "In
Paradisum", som tilføjelse efter fransk tradition.

Tantum ergo, en middelalderlig, latinsk hymne af Thomas Aquinas (ca. 1264), er sat i musik af
mange komponister - bl.a. Berlioz, Schubert, Fauré - og altså også af Louis Vierne (i 1886), som
var en kendt fransk organist og komponist. Teksten bruges i slutningen af nadveren og handler om
at ære det hellige sakramente og lovprise Faderen, Sønnen og Helligånden.

César Franck, der som flere af de øvrige komponister i repertoiret, var musikalsk vidunderbarn,
senere blev organist og en flittig komponist, skrev motetten Domine, non secundum for kor
(oprindelig for sopran, tenor og bas) og orgel i 1871. Teksten er sammensat af vers fra Salme 103
og 79 og er en bøn om at Gud ikke dømmer mennesket for dets synder, men viser nåde.

Teksten til motetten Sicut servus (Som hjorten tørster efter vand, tørster menneskets sjæl efter
Gud) er fra Salmernes Bog kap. 42 og er sat i musik af et antal komponister, deriblandt Charles
Gounod, en fransk komponist der især var kendt for sine operaer (bl.a. Faust), men som også
komponerede et stort antal mindre kendte religiøse værker.

Ave Verum er en tekst til nadveren fra det 13. århundrede, også sat i musik af flere komponister,
bl.a. Mozart, Elgar og Camille Saint-Säens (ca. 1860). Teksten er en lovprisning af Kristus, der
døde på korset for menneskets skyld. Saint-Saëns, der i øvrigt var Faurés lærer på École
Niedermayer i Paris og en nær ven af Fauré og hans familie, var lærer, organist og senere i livet
freelance pianist og komponist.

Lili Boulanger blev kun 24 år, men nåede at komponere et antal værker, der fik stor indflydelse på
fransk musik og banede vejen for kvindelige kunstnere og komponister. Hun var elev af bl.a. Fauré
og vandt som den første kvinde Pariserkonservatoriets prestigefyldte Prix de Rome i 1913. Pour
les Funérailles d'un Soldat (Til en soldats begravelse) fra 1912 for blandet kor, barytonsolist og
orkester eller klaver med tekst af Alfred de Musset (1810 - 1857) har karakter af en sørgemarch og
citerer den middelalderlige dommedagshymne - dies irae-motivet, også citeret af mange andre
komponister, bl.a. Berlioz og Verdi.

Gabriel Fauré komponerede Cantique de Jean Racine (Op 11) for blandet kor og klaver eller orgel i
1864-65 som afslutning på sin musikuddannelse og til en konkurrence på École Niedermayer i
Paris i 1865, hvor værket vandt førsteprisen. Teksten er af den franske dramatiker Jean Racine
(1639-1699) og er en parafrase over en latinsk hymne - en lovprisning af Gud og en bøn til Kristus
om nåde og beskyttelse. Værket er med sine lange, rolige, melodiske linjer og inderlige, sarte og
enkle stil på mange måder beslægtet med det senere Requiem.

Fauré komponerede Requiem (Op 48), en messe for de døde for kor, to solister og lille besætning,
i slutningen af 1880'erne, men skrev på værket gennem flere år og i forskellige versioner. Fauré
sagde selv at "Jeg ser døden som en lykkelig forløsning, en opstandelse til glæde i det hinsides og
ikke en smertefuld overgang." Fokus er da også på frelse og forløsning, som hos Brahms, frem for
på dommedags rædsler, som hos Mozart og Verdi. Requiem består af de traditionelle, katolske led
i en dødsmesse med et beskåret "Dies Irae"-afsnit og sidste sats om Paradisets engle, "In
Paradisum", som tilføjelse efter fransk tradition.

Tantum ergo, en middelalderlig, latinsk hymne af Thomas Aquinas (ca. 1264), er sat i musik af
mange komponister - bl.a. Berlioz, Schubert, Fauré - og altså også af Louis Vierne (i 1886), som
var en kendt fransk organist og komponist. Teksten bruges i slutningen af nadveren og handler om
at ære det hellige sakramente og lovprise Faderen, Sønnen og Helligånden.

César Franck, der som flere af de øvrige komponister i repertoiret, var musikalsk vidunderbarn,
senere blev organist og en flittig komponist, skrev motetten Domine, non secundum for kor
(oprindelig for sopran, tenor og bas) og orgel i 1871. Teksten er sammensat af vers fra Salme 103
og 79 og er en bøn om at Gud ikke dømmer mennesket for dets synder, men viser nåde.

Teksten til motetten Sicut servus (Som hjorten tørster efter vand, tørster menneskets sjæl efter
Gud) er fra Salmernes Bog kap. 42 og er sat i musik af et antal komponister, deriblandt Charles
Gounod, en fransk komponist der især var kendt for sine operaer (bl.a. Faust), men som også
komponerede et stort antal mindre kendte religiøse værker.

Ave Verum er en tekst til nadveren fra det 13. århundrede, også sat i musik af flere komponister,
bl.a. Mozart, Elgar og Camille Saint-Säens (ca. 1860). Teksten er en lovprisning af Kristus, der
døde på korset for menneskets skyld. Saint-Saëns, der i øvrigt var Faurés lærer på École
Niedermayer i Paris og en nær ven af Fauré og hans familie, var lærer, organist og senere i livet
freelance pianist og komponist.

Lili Boulanger blev kun 24 år, men nåede at komponere et antal værker, der fik stor indflydelse på
fransk musik og banede vejen for kvindelige kunstnere og komponister. Hun var elev af bl.a. Fauré
og vandt som den første kvinde Pariserkonservatoriets prestigefyldte Prix de Rome i 1913. Pour
les Funérailles d'un Soldat (Til en soldats begravelse) fra 1912 for blandet kor, barytonsolist og
orkester eller klaver med tekst af Alfred de Musset (1810 - 1857) har karakter af en sørgemarch og
citerer den middelalderlige dommedagshymne - dies irae-motivet, også citeret af mange andre
komponister, bl.a. Berlioz og Verdi.