Arkiv: Overstået event
Folkehuset Møllestien

Grønnegade 10, Aarhus C

Torsdag den 16. maj 2024, kl. 13-14.



Jazz

Oplev Aarhus Jazz Orchestra i Folkehuset Møllestien

Kom til koncert med duoen Mads Bærentzen, pianist, fra Aarhus Jazz Orchestra og Sofie Næslund, sangerinde fra det Akademiske Kor Aarhus.

Alle er velkomne til en dejlig, musikalsk stund i folkehuset.

Koncerten er ganske gratis og der vil være mulighed for at købe mad og drikkevarer i folkehusets café.

Til koncerten vil I møde Aarhus Jazz Orchestras pianist, Mads Bærentzen, når han turnerer på seks aarhusianske folkehuse med den lokale sangerinde Sofie Næslund, der til daglig slår sine folder i bl.a. det prisvindende Akademisk Kor Aarhus, i kantoriet i Skt. Lukas Kirke samt på musikvidenskab på Aarhus Universitet.

Deres duorepertoire består af nogle nyskrevne sange, hvor Bærentzen har sat musik til en række digte af bl.a. Benny Andersen og Halfdan Rasmussen. Udover dette vil duoen også spille nogle moderne fortolkninger af danske salmer og sange med udgangspunkt i et musikalsk univers med plads til improvisation og åbne passager. Derudover er der undervejs i koncerten også mulighed for publikum til at synge med på et par kendte sange.

Sofie Næslund er et stort sangtalent, der med sin klare, bløde og musikalsk særdeles velfunderede vokal passer perfekt i samarbejdet med Mads Bærentzens lyriske pianistiske udtryk med udgangspunkt i den nordiske jazztradition.

Mads Bærentzen har i en årrække været en markant skikkelse i det danske jazzmiljø med en række udgivelser bag sig (bl.a. hans seneste udgivelse "Kindness In Your Eyes" fra 2021 i samarbejde med sangerinden Nanna Kamp, der opnåede en nominering til en Danish Music Award for årets vokaljazzudgivelse) samt som pianist i Aarhus Jazz Orchestra (tidl. Klüvers Big Band) siden 2001. Han har desuden turneret i en række lande gennem de seneste 20 år, bl.a. som sideman for de amerikanske sangere Kurt Elling og Dianne Reeves samt i en lang række andre sammenhænge.