Onsdag den 8. maj 2024, kl. 19-21.15.



Foredrag

Vin & Videnskab: Jordens fremtid

Sebastian H. Mernild professor i klimaforandringer og glaciologi, forskningsleder. CARSTEN RAHBEK Biodiversitetsforsker, professor, centerleder.

BILLETTER sættes til salg onsdag den 17. januar kl. 18.00.
Vi hører tit om klimakrisen i medierne. Men hvor langt er forskerne rent faktisk kommet i deres forståelse af de globale klimaforandringer? Hvad siger videnskaben om, hvilken fremtid vi går i møde? Og hvad kan vi gøre ved klimakrisen? Det skal aftenens to foredragsholdere, begge prisvindende professorer og internationalt anerkendte forskere, give deres kvalificerede bud på.
Sebastian H. Mernild vendte i 2020 efter en 15 år lang forskningskarriere i USA, Chile og Norge tilbage til Danmark og en stilling på Syddansk Universitet som professor i klimaforandringer og glaciologi og leder af SDU Climate Cluster. Han var hovedforfatter på den seneste klimarapport fra FN's klimapanel (IPCC) og modtog i 2018 Danmarks mest prestigefyldte formidlingspris, Rosenkjærprisen, for sin formidling om klimaforandringer.
Carsten Rahbek er en af verdens førende biodiversitetsforskere, leder af to forskningscentre, indehaver af fire professorater og har fået 25 artikler publiceret i Science og Nature. Han har rådgivet Folketinget, EU, FN, FAO og Verdensbanken om biodiversitet, er medlem af det Nationale Bioøkonomipanel samt Biodiversitetsrådet og er leder af Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES) i Danmark.
Til arrangementet serveres et glas vin i pausen (inkluderet i prisen).

PROGRAM
Klimaforandringer og -konsekvenser: Vurderinger fra FN's klimapanel (IPCC)

SEBASTIAN H. MERNILD
Professor i klimaforandringer og glaciologi og leder af SDU Climate Cluster, Syddansk Universitet

Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet Jordens klimasystem og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted. Hvert af de sidste fire årtier har været varmere end noget foregående årti siden 1850. For hver halve grad den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke. Sebastian Mernild vil give et overblik over de klimaforandringer, vi allerede har oplevet og ser netop nu i disse år. Og så vil han kigge i krystalkuglen og fortælle om, hvad vi forventeligt vil se af forandringer i årtierne, der kommer.

Hvordan kan naturen bidrage til at løse klimakrisen?

CARSTEN RAHBEKBiodiversitetsforsker, professor, centerleder af hhv. Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) og The Villum Center for Global Mountain Biodiversity, Københavns Universitet
Med forskningsbaseret omtanke kan vi benytte naturens løsninger, fx urørt skov, mangrover og havgræsser, til at dæmme op for klimakrisens konsekvenser. Vi står midt i en global klimakrise, og der er bred enighed blandt forskere om, at teknologi alene ikke kan løse krisen for os. Samtidig ødelægger vi Jordens økosystemer i et hidtil uset omfang, hvilket i høj grad forværrer klimakrisen. Ca. 25 % af den menneskeskabte frigivelse af CO2 skyldes omlægning af natur til fx marker, produktionsskov og bebyggelse. Men omvendt kan naturen også bidrage til at løse klimakrisen ved at mindske den fremtidige udledning og ved reetablering af naturlige økosystemer, som øger lagringen af kulstof. Naturbaserede løsninger vil samlet set kunne reducere koncentrationen af CO2 i atmosfæren markant, men det skal gøres intelligent, og her spiller forskningen en afgørende rolle. I dette foredrag giver Carsten Rahbek et indblik i den nyeste forskning i naturbaserede løsninger på klimakrisen.

Vin & Videnskab er Statens Naturhistoriske Museums populærvidenskabelige foredragsserie.
Læs mere om foredragsholderne og se hele sæsonens program
NB! Det er ikke muligt at bytte eller refundere billetter til Vin & Videnskab.

Entré: 110 kr

Køb/bestil billet Læs mere på hjemmesiden