Arkiv: Overstået event
Online event

København K

Tirsdag den 19. september 2023, 13:00-14:00.



Online event

Tør EU regulere kunstig intelligens?

Kunstig intelligens kan bruges til overvågning, profilering eller markedsføring. Men den kan også sagsbehandle og træffe beslutninger. Kan EU regulere AI - eller får det udviklingen til at flytte ud af Europa?

Reguleringen af den digitale virkelighed er en af EU-Kommissionens hovedprioriteter. Som en del af sin digitale strategi ønsker EU at regulere kunstig intelligens (AI) for at sikre bedre vilkår for udvikling og bedre sikkerhed ved brug af den nye teknologi.

Kunstig intelligens har udviklet sig med stormskridt det seneste år, og set fra Bruxelles er der mange positive perspektiver og muligheder i AI. Men den nye generation af chatbots og AI udgør også en alvorlig risiko, hvis de for eksempel bruges til at træffe beslutninger helt uden menneskelig indblanding. EU prøver at gå en balancegang, hvor man ikke stiller sig i vejen for udviklingen, men heller ikke blindt lader den tromle hen over borgerrettigheder og menneskerettigheder.

Vi sætter på dette møde fokus på, hvordan EU forestiller sig at regulere kunstig intelligens. Hvad er udfordringerne? Kan EU's strategi med den såkaldte Artificial Intelligence Act følge med et område i rivende udvikling? Hvordan påvirkes vores samfund, hvis vi ikke regulerer den digitale sfære?

Debat og dialog med medlem af EU-parlamentet Christel Schaldemose (Socialdemokratiet).

Christel Schaldemose er valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og er gruppeformand for de danske socialdemokrater i Parlamentet. Hun er en af de ledende ordførere for Parlamentet i arbejdet med en ambitiøs lovgivningspakke for det digitale område. Den nye regulering omfatter en konkurrencelov, der går under navnet Digital Market Act (DMA), en lov om kunstig intelligens, der kaldes Artificial Intelligence Act (AIA) og en forbrugerbeskyttelseslov, der kaldes Digital Services Act (DSA), som hun er EU-Parlamentets ordfører for.

Fri entré

Læs mere på hjemmesiden