Flere nyheder

 
Teater
Nekrologer med humor
 
Udstilling
Sculpture to Sculpture

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nekrologer med humor
Man. 3. sep. 2012

"Nekrologer" er fem nye enaktere, der netop har haft urpremiere på Aarhus Teater. De fem korte stykker inspireret af dødsannoncer er skrevet af eleverne fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus teater og fremført af fire skuespillere fra teatrets faste ensemble. Det er morsomt, rørende og ganske simpelt virkelig god underholdning.

Nekrologer er ikke den type teatertur, hvor man trækker lidt på smilebåndet eller måske får en lille klump i halsen undervejs. Vær beredt på både at grine højlydt og fælde en tåre (eller ti....). Det er velskrevet, velspillet og til tider helt utroligt rørende.

De fem studerende på Dramatikeruddannelsen fik hver til opgave at skrive en enakter inspireret af dødsannoncer og nekrologer. Det er der kommet fem særdeles interessante små stykker ud af. Selvom temaet er gennemgående og døden er nærværende i alle fem, så er de alligevel meget forskellige.


I Niclas Ashkan Johansens Kondolence og Silje Louise Waters' Begravelsen finder sted i stilhed er humoren i fokus, mens det i Henrik Szklanys Der er en dreng ikke er meget at grine af. De to sidste, Simone Isabel Nørgaards Lille vrangforestilling og Julie Petrine Glargaards Til afsked. Døden, om du vil, bevæger sig begge på en hårfin grænse mellem det morsomme og det sørgelige, og har på fin vis fundet balancen mellem at tage døden og sorgen alvorligt, men samtidig også huske på at livet går videre og der er andet at glæde sig over.

De fem enaktere serveres på smukkeste vis som et velafbalanceret måltid. Først lidt morskab, så en både-og, en rørende, en mellemting igen og til sidst en morsom igen som afrunding. Sceneskiftet mellem hvert akt akkompagneres med et lille, latterfremkaldende, musikalsk indslag. Som en lille syrlig sorbet serveret mellem hver ret for at rense ganen - eller lette stemningen. Det er meget vellykket og skaber på samme tid en fin markering af overgangen mellem hvert enkelt stykke og binder dem sammen som en helhed.

Alle rollerne i Nekrologer spilles af Mette Døssing, Ene Øster Bendtsen, Kim Veisgaard og Bue Wandahl fra Aarhus Teaters faste ensemble. Overbevisende og fulde af energi giver de liv og troværdighed til de fem dramatikeres tekster. Der er i hvert fald ingen grund til at bekymre sig for den nye danske dramatik lige foreløbigt.


Nekrologer spiller på Studio på Aarhus Teater 31. august - 15. september