Flere nyheder

 
Teater
Sne, blod og ibenholt
 
Udstilling
Sculpture to Sculpture

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sne, blod og ibenholt
Man. 28. jan. 2013


(Foto: Rasmus Baaner)

Eventyret "Snehvide" er kendt og elsket af mange. Nu kan man opleve en alternativ iscenesættelse af eventyret på Aarhus Teater. En popmusical, hvor historien ligger langt tættere på det originale Grimm-eventyr end den mere sukkersøde tegnefilmsudgave fra Disney.

Sangerinden Annika Aakjær spiller titelrollen i Aarhus Teaters musicalopsætning af Snehvide. Og hun gør det rigtigt godt - på samme tid barnlig og smuk. Som en fin personificering af Grimms prinsesse.

Og historien følger også ret nøje den originale version fra Brødrene Grimm og minder derfor heller ikke ret meget om den ellers meget kendte version fra Disney. Der er et lille twist hist og her i handlingen, men overordnet set har man været tro mod originalen.

Snehvide er en rigtig familieforestilling, hvor kun de yngste børn må blive hjemme (anbefales fra 7 år, hvilket virker passende). Der er musik og dans, eventyr og uhygge til at underholde de yngste. Og imens kan alle fra de ældre generationer nyde glimrende skuespilpræstationer og masser af god musik og sang. Fremhæves må især Xenia Lach-Nielsen i rollen som den onde stedmoder, dronningen. Udover at hun leverer fremragende sangpræstationer, er hun også i besiddelse af et helt særligt talent til at fylde scenen ud - helt alene. Hun omkranses hele forestillingen igennem af lige dele skønhed og had til samme. Og hendes ond- og galskab er særdeles troværdig.

Men også korstykkerne fungerer godt. Ikke mindst sangen ved Snehvides kiste er smuk og rørende. Desuden er det altid en fornøjelse med et velspillende, levende orkester.

Det er i det hele taget en velcastet forestilling. Ingen skiller sig negativt ud. Og det er imponerende, at de kun med kun elleve medvirkende formår at fylde scenerummet og historien ud.

Kostumerne er karikerede og skaber et lidt barnligt univers, som er fint afstemt med handlingen. Og lyssætningen må også komplimenteres. Udelukkende ved brug af lyset skabes stemingen i et hvilket som helst rum, fra dagslyset i skoven til de højloftede sale bag slottets tykke stenmure eller mørket i dværgenes underjordiske gange.

Alt i alt en fin familieforestilling, som man kan håbe, at teatret vil lade optræde i deres program med jævne mellemrum. Snehvide tåler bestemt genopsætning igen om nogle år, så de, der nu er for små, også kan få chancen for at se et vaskeægte eventyr med alt, hvad det indebærer

Snehvide
Aarhus Teater
Se spilleplan