Flere nyheder

 
Litteratur
Nattevagt

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nattevagt
Fre. 30. maj 2014

"Nattevagt - digte for børn" er en drømmende og fin bogudgivelse udsprunget af samarbejdet mellem de to norske talenter Synne Lea og Stian Hole. Sammen har de skabt en digtsamling til børn, der både glæder øjet og sjælen.

Jeg ved hvorfor
vinteren ikke vil hjem.
Det er ensomt
at gå lige før
festen begynder.

(Nattevagt, side 56)

Samarbejdet mellem forfatter og digter Synne Lea og den anmelderroste forfatter og illustrator Stian Hole har udmundet i en smuk, gennemillustreret digtsamling til børn. Undertitlen til Nattevagt er Digte for børn. Men man skal ikke forvente børnerim og remser. Synne Lea har skabt en smuk samling digte, som tager børnene alvorligt og giver en oplagt mulighed for at introducere de yngre familiemedlemmer til digte. Digtene i Nattevagt handler om forældre, om børn, om natur og dyr, om eventyr, om alderdommen og alt derimellem. Synne Lea rammer ind i essensen af, hvad børn tænker og føler. I hvert fald set fra den voksnes perspektiv. Digtene byder på forskellige stemninger med forskellige grader af alvor. Der er en stærk melankoli i flere af digtene. En form for grundlæggende tristhed, som på samme tid vil kunne skræmme og tiltrække barnet. Men der er også mærkværdighed og uforståelighed, finurlighed og frygt, og stemningsbilleder tegnet med grovere streg.

At sove er det samme som
at ønske sig noget, siger far.
At vågne er at kunne
få det, siger mor.

(side 67)

Nattevagt er poetisk og drømmende i sit visuelle udtryk. Stian Hole har en helt særlig evne til at skabe en intens stemning og et eventyrligt univers. Med ganske få virkemidler skaber han sine karakteristiske illustrationer, som voksne såvel som børn uvægerligt drages imod. Billederne følges fint med digtene uden at blive for dominerende. Farveskalaen er mild, og som i Stian Holes andre børnebøger får man en følelse af sommer, når man ser på dem. Man kan få lyst til at bladre bogen igennem udelukkende for illustrationernes skyld også.

Køb bogen på saxo.com

Synne Lea & Stian Hole: Nattevagt
Høst & Søn, 88 sider
ISBN 978-87-638-3466-7