Flere nyheder

 
Udstilling
Sculpture to Sculpture
 
Litteratur
Unikt univers fra prisvindende norsk forfatter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Unikt univers fra prisvindende norsk forfatter
Tir. 23. feb. 2010



Den norske forfatter Stian Hole er nu aktuel med sin anden børnebog siden debuten i 2008. Som den første anmelderroste børnebog fra Holes hånd, handler også denne om drengen Garmanns liv. Historien fortælles med få ord og masser af fantastiske illustrationer, der tilsammen gør bogen særdeles læseværdig for både store og små.

Garmanns gade er en finurlig og poetisk lille fortælling om den tænksomme dreng Garmann, hvis yndlingsbeskæftigelse er at samle blomster, som han tørrer og klæber ind i en bog og derved skaber sit eget lille herbarium. Garmann lever et helt almindeligt liv; han betragter de andre børn og voksne i gaden fra sit vindue og er bange for at komme i unåde hos gadens seje dreng, Roy fra fjerde klasse, som kan cykle uden at holde hænderne på styret.

Netop Roy bliver årsagen til, at Garmanns liv ændres. For da Roy får Garmann til at stryge en tændstik, kommer Garmann ved et uheld til at sætte ild på haven hos den gamle, sære frimærkemand, der vist nok er tidligere postbud. Modsat hvad man kunne vente, foranlediger haveafbrændingen et nyt og livsbekræftende venskab mellem den lille dreng og den gamle, ensomme mand. Et venskab som bringer ny viden og nye tanker ind i Garmanns liv.

Billederne i Garmanns gade er som i den første bog om Garmann, Garmanns sommer fra 2008, en blanding af tegninger og fotografier. Stilen i denne bog er collage-agtig, - som en personlig scrapbog med et gennemgående tema hentet fra postvæsenets verden. Der er postkort, frimærker, breve og poststempler fra alverdens lande.
Forfatteren har skabt et unikt univers, som pirrer fantasien hos hans læsere. Hvorfor har drengen, der på bogens næstsidste billede blæser de visne blade i haven sammen, Elvis' ansigt? Der er ingen forklaring, men det understreger en barnlig og legesyg side hos forfatteren, som er gennemgående i hele fortællingen.

Med Garmanns gade formår Stian Hole uden mange ord at vise verden fra barnets synsvinkel og spejle den barnlige fantasi og tankegang. Også som voksen læser føler man, at man får et indblik i, hvorledes barnet på samme tid lever i nuet, accepterende verden som den er, og har en eminent evne til at omstille sig og tilpasse sig nye forhold. Denne fortælling om Garmann begynder med en forsagt lille dreng og slutter med en langt mere livsklog lille størrelse, for som bogens sidste ord lyder: "Garmann kan se alt fra sit vindue." Og nu måske også forstå lidt mere.

At Garmanns gade i 2009 fik tildelt Nordisk Børnebogspris er fuldt fortjent, og man kan som læser kun se frem til den næste børnebogsudgivelse fra Stian Hole.

Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Stian Hole: Garmanns gade
Høst & Søn, 48 sider
ISBN: 978-87-638-1438-6