Arkiv: Overstået event
Folkehuset Skæring

Sommersmindevej 2, Egå

Onsdag den 22. maj 2024, kl. 16-18.



Jazz

Oplev Aarhus Jazz Orchestra i Folkehuset Skæring

Kom til koncert med Mads Bærentzen trio fra Aarhus Jazz Orchestra, som vil hylde nogle af de store jazzpianister og give anekdoter fra trioens utallige koncerte.

Alle er velkomne til en musikalsk oplevelse i folkehuset med Mads Bærentzen trio fra Aarhus Jazz Orchestra.

Du kan deltage i koncerten ganske gratis, men der er mulighed for at forlænge den hyggelige oplevelse med efterfølgende tapas-buffet til 125 kr.

Billetten kan købes i caféen fra d. 8. maj.


For yderligere information, er du velkommen til at kontakte caféen på tlf.nr.: 8713 2892.

Om trioen

I 1995 mødte Mads Bærentzen, Morten Ramsbøl og Kristian Leth hinanden på Det Jyske Musikkonservatorium, og Mads Bærentzen Trio blev skabt. Gennem tiden har de tre garvede Aarhus-musikere alle bidraget til musikalske højdepunkter i Aarhus Jazz Orchestra, og i anledning af trioens 25-års fejring af deres første udgivelse "StandArt" har Aarhus Jazz Orchestra atter samlet trioen, som vil kunne opleves, når de i uge 21 besøger seks aarhusianske folkehuse.

Efter trioens dannelse blev det i de efterfølgende år til en masse koncerter rundt omkring i landet, både som trio og med solister som f.eks. Finn Ziegler, Jesper Thilo, Hans Ulrik, Thomas Hass, Thomas Fryland m.fl. I 1999 udgav trioen så deres debut-CD "StandArt", der blev optaget på Aarhus Kunstmuseum, derfor albummets finurlige titel.

Albummet, der i år kan fejre 25-års jubilæum, blev rigtig godt modtaget af både anmeldere og publikum. Kort efter denne udgivelse drog både Mads Bærentzen og Kristian Leth til New York for at bo og spille der i et halvt år, og det blev startskuddet til adskillige samarbejder og flere albums med amerikanske musikere, som de kontaktede under opholdet. Udgivelserne "785 Madison Ave" med saxofonisten Eric Alexander som gæstesolist og "The New York Project" med sangerinden Vivian Sessoms og saxofonisten Tim Ries var nogle af resultaterne af deres opsøgende arbejde, der også gav dem mulighed for at spille på så navnkundige klubber som Sweet Basil i NYC samt den ikoniske "The Dear Head Inn" i en lille flække i Pennsylvania, hvor Keith Jarrett bl.a. har indspillet en af sine berømte trio-cd'er. Ligeledes spillede trioen for nogle år siden en turné sammen med sangerinden Jo Lawry, der bl.a. er kendt for i en årrække at have været et af de fremtrædende medlemmer af Stings band. MBT forlod dog aldrig det oprindelige format og udgav også albummet "Bill E", der er en hyldest-cd til et af deres store forbilleder, pianisten Bill Evans.

Hver gang de har fået lejlighed til at spille sammen, har det dog været til stor glæde for dem alle tre og som musikalsk at "komme hjem" og i virkeligheden bare at fortsætte der, hvor de slap sidst. Trioen har et særligt bånd såvel kunstnerisk som personligt, hvilket klart skinner igennem, når de optræder sammen. De tre musikere har derfor besluttet sig for at genoptage samarbejdet i anledning af 25-året for den første udgivelse.

Ved denne koncert vil trioen hylde nogle af de store jazzpianister, der har præget genren de sidste mange år, og undervejs vil Mads Bærentzen fortælle et par anekdoter fra nogle af trioens utallige koncerter i ind- og udland gennem de sidste 25 år.

Entré: 0-125 kr