| |
(Foto: Costin Radu)
Ballet kan være mange ting, og det understreger årets "Dans2Go" flot med tre meget forskellige udpluk. Forestillingen fungerer således godt som 'ballet-teaser', hvor man til en billig penge kan snuse til både de klassiske, romantiske tutu-skørter og det helt moderne og stilrene.
Vi præsenteres for tre meget forskellige balletudtryk denne Dans2Go-aften. Alle koreografier introduceres af en lille film fra øvelokalet, der giver fornemmelsen af at få et kig bag facaden. Med tanke på den fine balletdokumentar First Position (2011), får man på den måde også her sat ansigt på nogle af de stræbsomme unge dansere og får et glimt af den hårde træning, der ligger bag de tilsyneladende så ubesværede bevægelser. Det fungerer godt. Vi inviteres virkelig indenfor.
Første ballet er Wayne McGregors moderne klassiker Chroma, der havde danmarkspremiere tilbage i maj 2012, som del af forestillingen Sidste Skrig i Skuespilhuset. Det er en hypermoderne ballet med flotte kontraster i form af skarpe linjer og organiske bevægelser - samt med unisex-tema ift. tøjet, hvor selv mændene er klædt i hudfarvede underkjoler. I en solo bliver danserens skygge blæst op, så den også danser med som integreret del af scenebilledet. Det er betagende. Ligeledes stråler især Alban Lendorf.
Cello og flygel dominerer begyndelsen. Dertil er det en fest at høre White Stripes' musik i denne setting, hvor The Hardest Button to Button og ikke mindst Blue Orchid yderst succesfuldt tilsættes strygere og raffineret trinsprog. Scenografien minder undertegnede om et gammelt reklameslogan: "Kvadratisk, praktisk, god". Minimalistisk, enkelt og smukt er det. En sort firkant troner bagerst, omkranset af hvide vægge, der så igen kontrasteres af sort både øverst og yderst. Lyset skifter fra skarpt hvidt til poetisk blåt, violinens smukke klagende toner understøtter stemningen. Det er en flot start og et særdeles glædeligt gensyn.
José Limons The Unsung står som ballettens a cappella denne aften. Koreografien er helt uden musik, og i den lille film forberedes vi på det. Danserne Benjamin Buza (på scenen denne aften) og Gregory Dean taler om den store udfordring, der ligger i det nøgne udtryk. "We are creating the world for the audience", lyder det bl.a., men hvad er verden uden musik? Undertegnede savnede den meget. Stole knager, folk hoster, nyser, trækker vejret, undertegnede skribler og så denne lyd af hud mod gulv. Fodvrid på scenen, der minder umiskendeligt om gammel gymnastiksal.
Det bliver således sin sag at få hyldesten til indianernes skønhed og styrke udover rampen. Machoværket mangler rå power. Det starter ellers flot, med at tæppet kun løfter sig en anelse helt i starten, så man "begynder med fødderne", der inciterende tramper en rytme frem. Som tæppet løfter sig helt, dannes en rituel cirkel af manddomsprøve, stammestemning og bare overkroppe. De otte dansere er dog ikke synkrone nok. Første solo er lang, og man tænker til sin gru om de alle sammen har en. Undertegnede er ellers glad for ideen med at samle indianerkulturens undergang og selvsikkerhed i ét kontrastfyldt udtryk. Desværre ender udførelsen med at kede mere end at forføre.
Til gengæld sluttes der af med schwung. "Skyggernes rige" - 3. akt af La Bayadére - er en klassisk ballet, der i stil med Svanesøen entrerer med en ren overflod af fine balletpiger i hvide strutskørter. 27 stk. er der på scenen samtidig - heraf 3 solister og 24 skygger. Det er et imponerende syn, når de alle vugger på tå synkront.
Det er smukt i klassisk forstand og dermed en stor kontrast til de foregående to koreografier. Ulrik Birkkjær er en spændstig hvid prins, kraftfuldt springende og imponerende blødt landende. Det er ikke svært at hengive sig til den romantiske harmoni, og denne grandiose afslutning sætter et flot punktum for årets Dans2Go-potpourri af ballet.
Dans2Go
Det Kgl. Teater, gamle scene
Se spilleplan
