Caroline Henderson fortolker Kurt Weills scenemusik på sit tolvte soloalbum: "Lonely House". Jazz og electronica blandes - med smukke højdepunkter - i et dramatisk, men også overproduceret udtryk, der bedst kan betegnes som "glamour kabaret".
Caroline Henderson fortsætter flirten med filmmusikkens teatralske greb fra sin selvbiografiske forestilling Jazz, Love & Henderson. Denne gang har hun kastet sig over jazz-poppede nyfortolkninger af Kurt Weills musik. Han var en tysk film- og teaterkomponist, aktiv i 1920'erne og især kendt for sin samfundskritiske musik og samarbejdet med Bertolt Brecht.
Store navne som PJ Harvey, The Doors og Tom Waits har tidligere prøvet kræfter med Weill, så at gøre dem kunsten efter på sine egne præmisser er en modig satsning, der aftvinger respekt. Projektet lykkes flot på enkelte numre, men overordnet har denne anmelder to anker.
Indspilningen lyder som en studieproduktion, hvor elementerne er lagt på i lag efterhånden og uafhængigt af hinanden. Det giver et utroværdigt lydbillede, hvor en tør lyd fra klaveret ikke matcher Hendersons forstærkede sang med mængder af rumklang m.v. Det er synd, og meget kunne være vundet med en live-indspilning, som ville have tilført projektet en autentisk, rå skrabethed, der dels ville være mere i Weills ånd og uden tvivl også ville klæde vores jazzdiva, der slet ikke behøver al den fernis for at stråle.
Og det fører videre til anke nummer to. For selvom Weill i den grad blev amerikaniseret og skrev musik til kommercielle forestillinger, så var han stadig en gammel socialist, der ivrigt udøvede marxistisk kritik af kapitalismen. Derfor kan det virke "forkert", når Henderson insisterer på at "gøre det hele lidt lækkert" i eksempelvis "Ballad of the Soldier's Wife", der ikke får for lidt med trommende marchtakt og bastante krigskonnotationer. Den hoverende, dystre tekst kæmper bravt med det pompøse lydshow, og det bliver svært ikke at drømme sig væk til PJ Harveys mesterlige fremførelse, der er intens, dæmpet og frem for alt skrabet og beskidt. En dimension ved Weill som Henderson desværre slet ikke har fokus på.
Det gale og skæve dyrkes dog fornemt på den vellykkede nyfortolkning af "Don't Be Afraid". Her er der skåret langt mere ind til benet. Klaveret klimprer derudaf. Næsten umelodisk, ubehjælpeligt og naivt. Det er enkelt og mesterligt. Ligeledes kommer blandingen af det elektroniske og det jazzede virkelig godt til sin ret her som interessant modspil for hinanden.
På "Mack The Knife" er der igen piano "to die for". Nikolaj Hess danner det smukkeste underlag for Hendersons forførende stemme. Det er stille, dragende og melankolsk, og klassikeren vinder således ny grund á la Henderson. Det er bragende godt gået. Undertegnede er også vældig betaget af "I'm a Stranger Here Myself", som får en snert af noget farligt midt i sine beats og marimba-agtige lyde. Ikke mindst pga. det (igen) insisterende, meget klangfulde piano og Hendersons stemme, der endelig bevæger sig rundt i den dybere ende af spektret og tilmed er lidt hæs.
På "What Keeps Mankind Alive?" lyder hun messende som en folkets stemme i bedste propagandastil: "Food is the first thing, moral follows on". Besk afsluttes der med ordene: "Mankind is kept alive by bestial acts". Det er et fremragende nummer, men i denne version bliver det igen i denne anmelders ører lidt glat og uvedkommende. Det forskruede, absurde er nedtonet til fordel for uptempo drama-pop.
Fortolkningerne leger med det avantgarde, men den teatralske show-lyd ender mestendels som dekadent mainstream. Nikolaj Hess' piano og Jacob Høyers trommer (helt fantastiske på "September Song") løfter albummet markant, og de numre, hvor alt spiller, er i en klasse for sig. Som helhed er udspillet dog for pænt. Mere kant ønskes.
Det bliver spændende at høre Lonely House live.
Caroline Henderson: Lonely House (cd)
Udkommet 25. marts 2013
Fra Copenhagen Records og Sony BMG
