Flere nyheder

 
Film
American Horror Story: Asylum

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
American Horror Story: Asylum
Tir. 21. okt. 2014

Anden sæson af "American Horror Story" når ikke første sæsons kvaliteter hvad angår det narrative niveau, men ikke desto mindre er den både underholdende og flot iscenesat.

American Horror Story: Asylum, som er den fulde titel, udspiller sig i året 1964 på og omkring et sindssygehospital for kriminelle, Briarcliff, der tidligere var et tuberkulosehospital. Briarcliff drives af den katolske kirke med Monsignor Timothy Howard (Joseph Fiennes) og søster Jude Martin (Jessica Lange) i spidsen for den daglige drift. Omgivelserne og miljøet på sindssygehospitalet er mildest talt kummerlige og nedbrydende, og det der skulle være behandling er vel nærmere at betegne som mishandling. Sidste ikke mindst i sammenhæng med stedets læge, Dr. Arthur Arden (James Cromwell).

Så man kan roligt sige, at scenen er sat for en foruroligende anden omgang af American Horror story. Nu er det jo ikke sådan, at et sindssygehospital er den mest originale setting for en gyserfortælling, men som virkemiddel udnyttes det her i den grad optimalt. De anbragte på Briarcliff er et kulørt sammenrend af triste, skæve, ubehagelige og uretmæssigt indlagte, og institutionens ansatte er en ligeså farverig omgang af karakterer.

I det hele taget er en ganske dækkende betegnelse for denne anden sæson Kulørt. Historiens hovedlinje er grobunden for et net af underhistorier, referencer, tråde og begivenheder, der vikles ind og ud af hinanden, ofte virkningsfuldt, men også her og der en anelse for fortænkt. Rytmen i de tretten afsnit forstyrres af og til af en lidt for manisk trang til noget søgt effektfuldt. Dog lykkes det ret godt med de mange bi-historier i forhold til sæsonens bærende figurer og deres liv og personlige omstændigheder før, under og ved siden af deres anbringelse på Briarcliff.

Men som skrevet tidligere, så er det også ganske underholdende. Samtidig er filmens visuelle side også denne gang utrolig flot, og skuespillernes præstationer er også rigtig gode. Faktisk er der en lang række gengangere på rollelisten fra første sæson, hvilket er et sjovt træk, ikke mindst fordi, at de i American Horror Story: Asylum optræder i anderledes roller.

Så på trods af at American Horror Story med anden sæson i mine øjne ikke helt lever op til den første, så er det anbefalelsesværdigt TV-kiggeri. Jeg er i hvert fald klar til omgang nummer tre, når den lander.

American Horror Story sæson 2 - Asylum - er ude på DVD nu.

Læs KultuNauts anmeldelse af første sæson