Flere nyheder

 
Litteratur
Danmark fra A til Å

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Danmark fra A til Å
Man. 3. maj 2004

Hvad er Albuen? Hvor ligger Ø? Og hvor mange mennesker bor der på Kalvø? Hvor meget kender vi egentlig til Danmark, når det kommer til stykket? Måske endda en hel del mindre, end vi gik rundt og troede. Nu er der en chance for at finde ud af det, og samtidigt udbedre nogle mangler:

Gyldendal udgiver en ny leksikonserie, og første bind hedder "Danmark fra A-Å - byer, øer, steder og seværdigheder i Danmark". Bogen inviterer på sightseeing rundt i hele Danmark, med korte beskrivelser af selv de mindste flækker.

Danmark fra A-Å er et nyt Danmarksleksikon med ca. 2300 artikler om steder og seværdigheder i Danmark. Første side viser et flot og overskueligt kort over Danmark, inddelt i amter, hvilket ikke kan undgå at virke lidt forældet nu, selvom jeg altid har savnet et større overblik over amterne. Bagerst i bogen er der desuden en række tabeller med glemt skoleviden, såsom Danmarks højeste bakker, største søer og længste broer.

Selve artiklerne er alfabetisk opstillet, men en liste over artiklerne fordelt på regioner muliggør også en mere geografisk orienteret læsning. Artiklerne er kortfattede, og tit kunne man måske ønske sig uddybende informationer; til gengæld er helt små flækker som Landet eller Mandø med. Desuden følger der en cd-rom med, der indeholder alle bogens artikler og illustrationer. Der er en google-knap, så computeren straks slår ens søgeord op på nettet, forudsat man er opkoblet, og en kraks-knap, der placerer det valgte sted/seværdighed på et kort.

Danmark fra A-Å er meget overskuelig. Den er fyldt med indbydende illustrationer, der frister til bare at slå op på må og få og lære lidt om Danmark. Fra tid til anden bliver der i artiklerne brugt fagudtryk; men disse er forklaret i en mini-ordbog sidst i bogen, så den bliver ved med at være tilgængelig og forståelig. Alt i alt et hel-støbt værk, der nok kunne have været mere dybtgående; til gengæld er den mere medgørlig i og med at den holder sig inden for et bind. Den er perfekt at tage med til en sommerferie i Danmark.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Lars Serritslev, John Jedbo: Danmark fra A-Å
Gyldendals Forlag
Sider: 384
Udgivelsesdato: 29.04.2004
ISBN: 87-02-02581-7

Samtidigt med Danmark fra A-Å udkommer Navne i Danmarkshistorien. Senere udvides serien med Gudemyter og Heltesagn, Danmarks konger og dronninger, Alverdens lande og Filosofisk leksikon.