Flere nyheder

 
Teater
Vildskud Teaterfestival 2009

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vildskud Teaterfestival 2009
Tor. 27. aug. 2009



Vildskud Teaterfestival er årets store begivenhed for uafhængigt teater. Det er stedet, hvis man vil opleve ambitiøse, provokerende og nyskabende forestillinger. Det uafhængige teater udfordrer de etablerede scener med teater af høj kunstnerisk kvalitet uden at gå på kompromis.
Forestillingerne spænder lige fra børneteater, fysisk teater, nyskrevet dramatik og klassikere i nye klæder. (Foto: Asbjørn Kristensen Høgsbroe)

Årets teaterbegivenhed
Det uafhængige teater har siden 2003 haft sin egen festival, der startede som gadeteater, men sidenhen er rykket ind i Huset i Magstrædes lokaler. Det er fire dage med teateroplevelser fra morgen til aften, som alle er nyskabende, nyfortolkende - ambitiøst og ofte provokerende i forhold til de gængse normer for teater. Man kan sige, at dette teatermiljø er amatørteater på højt niveau, dog kan niveauet i de forskellige forestillinger variere meget. Men som oftest er niveauet på højde med det professionelle teater, og teaterfestivalen giver mulighed for at få nogle oplevelser, som faktisk ikke kan ses magen til på de etablerede scener.

Teater, teater, teater
I fire dage drejer alt sig om teater. Intet mindre end elleve teatergrupper optræder, og derudover er der flere arrangementer i cafeen med bl.a. dramatikere og skuespillere.

For os er det uden tvivl årets teaterbegivenhed, som der ses frem til hver gang. Når man som publikum træder ind i caféen og i de små scenerum, rammes man straks af den stemning, som uden tvivl er vokset frem under ildsjæles kreativitet. Der er hyggeligt i cafeen, men særligt kan nævnes aftenhyggen i gårdhaven, hvor en fadøl skylles ned til efterdønningerne af dagens visuelle oplevelser, i selskab med alle de teaterglade folk.

Og mere teater..
Ud af de elleve vidt forskellige forestillinger, nåede undertegnede og selskab at se syv forestillinger på to dage, men så var sanserne også mættet, men klart på den gode måde. Vi lagde ud med Miss Danmark Productions - et satirisk drama over folks hang til at blive kendt for enhver pris og alle de talentshows der i de sidste år er begyndt at florere i det uendelige på TV - læs anmeldelsen af Miss Danmark Production her. Derefter gik turen til Peter Pan-land med teatergruppen Congo. Her kan især fremhæves birollerne - Peter Pans vilde drenge - som fungerede på flere nye interessante måder, f.eks. da de øver sig i at ordne banksager. I denne version af Peter Pan ønsker de nemlig at blive voksne, men har misforstået et eller andet i den retning.

Lørdagens sansebombardement
Næste dag lægger vi ud med Pain Group Inc, en opfindsom historie om smerte på flere virkelighedsplaner. En alternativ, filosofisk historie, som udspiller sig på et hospital. Spørgsmålet er om man skal tage smertestillende medicin eller ej, for livet gør ondt uanset hvad. Den næste forestilling er Kras, en fysisk forestilling om to mennesker, der i bogstaveligste forstand hænger sammen, men så bliver uvenner. En umiddelbar enkel historie tilsat en både komisk og elegant (sam)-spillestil. Næste stop på turen er Gordon Lyn - en art reality-impro-teater. En flok spillere skal følge en ternings bud, uanset hvad der sker. Efter en middagspause går vi op på øverste etage i Huset for at se Black Box Pangeas FaustUS. En fantastisk, poetisk nyfortolkning af klassikeren om doktoren som sælger sin sjæl til djævlen - læs anmeldelsen af FaustUS her.

Slutteligvis ser vi Sammenslutningen af uafhængige kunstneres (S.U.K.) østeuropæiske forestilling Winona, en oplevelse, som leder tanken hen på hofkortene i Alice i Eventyrland. Deres brug af papir som scenografi og rekvisitter er meget opfindsom, ligesom kostumerne er både flotte og kreative.

Flere oplevelser rigere på en weekend, cykler vi hjem og glæder os til næste år.

Læs mere på Vildskuds hjemmeside.