Flere nyheder

 
Litteratur
Clonmels konger - Skyggens lærling 8

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Clonmels konger - Skyggens lærling 8
Tor. 8. okt. 2009



Her kommer endnu et vellykket bind i ungdomsserien "Skyggens lærling" om rangeren Will. I et spændingsmættet eventyr følger vi Will og hans venner, der med snuhed, tekniske færdigheder og råstyrke trodser fare for at sikre freden og sikkerheden i samfundet Araluen. Denne gang skal der kæmpes mod en falsk religiøs kult.

Araluen er et feudalt middelalderunivers, hvor vores helte - den unge ranger Will, hans mester den legendariske ranger Halt og hans ven ridderen Horace - endnu engang må genoprette ro og stabilitet i landet. Denne gang er den store fjende hverken overnaturlig eller fra fremmedartede egne, men en falsk religiøs kult, "Outsiderne", ledet af den karismatiske Tennyson, der langsomt indtager kongedømmerne i Hibernia vest for Araluen og dermed truer stabiliteten i området. Det er en mission, der blotlægger Halts hemmelige fortid, som er tæt knyttet til kongen af Clonmel - et af kongedømmerne i Hibernia. Halt må gøre op med sin fortid, godt støttet af Will og Horace.

Det tiltalende ved de første bøger i serien var spændingen ved at følge Wills læretid som ranger og siden hans første farefulde missioner i et spændingsmættet, actionfyldt univers, der flirtede med mystiske elementer. Der er stadig action og kampscener, men detaljerede beskrivelser af våben og kampøvelser er der intet af i dette bind, ligesom det mystiske og okkulte også er holdt på et absolut minimum.

Det, der har været styrken i de tidligere bøger i serien, mangler i dette bind, og derfor bliver det til en ikke helt så varm anbefaling af denne bog som af f.eks. sidste bind (læs anmeldelsen her).

Men det er stadig en bog, der er værd at læse - i en serie, hvor forfatteren trods alt stadig formår at bringe nye spændende eventyr frem. Fortsættelsen er lige på trapperne, så allerede i november kan man i seriens niende bind fortsætte eventyrerne med Halt, Horace og Will, og endnu flere titler i serien skulle være undervejs. På hjemmesiden for bogserien kan man (på engelsk) læse mere om serien, se illustrative og nu også interaktive kort over Araluen, og man kan selv komme i lære som ranger.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

John Flanagan: Cronmels Konger- Skyggens lærling bd. 8
Forlag: Borgen
Sider: 480
ISBN: 978-87-21-03488-7