Lunden

Lundtoftegade 21C stuen, København N

Mandag den 3. juni 2024, kl. 09-16.



Foredrag

"Hvordan gør vi kunsten almen? Om kunstens rolle i almene boligområder"

Kunst og kultur inddrages i stigende grad i by- og områdeudvikling. Ofte varsler kunsten fysiske forandringer eller fungerer som løftestang for sociale dagsordener.

Den lokale udstillingsplatform Til Vægs i AKB København, Lundtoftegade har siden 2017 insisteret på kunstens iboende forandringspotentiale og på at kunst ikke blot kommer ude fra og ind i lokalområdet, men også kommer inde fra og ud, hvorfor den etablerede kunstscene og det omkringliggende samfunds institutioner har noget at lære af kunsten i de almene boligområder: Den almene kunst.
På symposiet Hvordan gør vi kunsten almen? Om kunstens rolle i almene boligområder diskuterer vi gennem bidrag fra blandt andre beboere, forskere, museumsansatte, kunstnere, praktikere og beslutningstagere kunstens rolle og potentiale i almene boligområder og undersøger den almene kunst.
På baggrund af en generøs bevilling fra Bikubenfonden har vi også muligheder for at præsentere en række metodiske erfaringer fra Til Vægs: Hvilke initiativer har virket, hvilke har ikke, og hvad betyder Til Vægs for AKB København, Lundtoftegade? Erfaringerne tilgængeliggøres i et metodekatalog, som forhåbentlig kan inspirere lignende og nye tiltag landet over.
På dagen præsenterer vi derfor også AKK - Almene Kunstklubber. AKK er en ny landsdækkende organisering af almen kunst, der med udgangspunkt i Til Vægs' metodekatalog og erfaringer vil organisere eksisterende initiativer og projekter, men også starte nye kunstklubber op i en række almene boligområder.
Deltagelse i symposiet er gratis, men tilmelding er bindende.
Symposiet afholdes i Cafe Lunden Lundtoftegade 21 på Nørrebro mandag den 3. juni kl. 9.00-16.00.
Programmet offentliggøres løbende
KORT OM TIL VÆGS
Til Vægs er en kunstplatform i AKB København, Lundtoftegade. Til Vægs udstiller i og omkring boligområdet og på syv videoskærme, der hænger på gavlene af blokkene. Siden stiftelsen i 2017 har Til Vægs arbejdet for at tilgængeliggøre kunstens refleksive og transformative potentiale for beboerne i AKB København, Lundtoftegade og for at skabe forbindelseslinjer mellem boligområdet og den etablerede kunstverden. Til Vægs' praksis forener kuratorisk, bypolitisk og socialt arbejde og er - i dansk sammenhæng - enestående. I 2020 vandt stedet BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssted.

Køb/bestil billet