|
|
Skismaet mellem menneskets (selv)destruktive kræfter og dets bemærkelsesværdige overlevelsesinstinkt er omdrejningspunktet for Andreas Schulenburgs udstilling "Overgreb".
Andreas Schulenburg er ikke kendt for at lægge fingrene imellem, og på kunstnerens soloudstilling i Galleri Specta får den da også hele armen i afbildningen af den korrumperede virkelighed, der er vores. Der er både brod, bid og gift i Schulenburgs kunstneriske udsagn, men han forfalder ikke til moraliseren eller pegen fingre. Hans iagttagelser er derimod indsigtsfulde og begavet med en kulsort humor, der binder udstillingens mange motiver og medier sammen.
I udstillingens titel ligger en direkte henvisning til menneskets overgreb på den natur, der i udgangspunktet er dets livsgrundlag, men også udstillingen i sig selv kan, med sit bombardement af værker, ses som et overgreb på betragterens oplevelsesapparat. I galleriets stueetage præsenteres akvareller, keramik og video i noget, der minder om en salonophængning, og i underetagen hænger de filtværker, der efterhånden er blevet Schulenburgs varemærke. Et gennemgående element på udstillingen er symbolet for radioaktivt stof, der står som det ultimative kendingsmærke for bagsiden af vores videnskabelige fremskridt. Det kan tage alt fra nogle hundrede til flere tusinde år for radioaktivt affald at blive nedbrudt, og uansvarlig deponering eller udslip kan derfor påvirke vores økosystemer generationer frem - selv efter vi måske ikke længere er her. Forsøger vi at nedtone faren eller "fortrænge" den, fremstår vi lige så tåbelige som Schulenburgs forstenede rødspætter, der ikke helt vil erkende, at de er fortid.
Samlet set er Overgreb et godt billede på, at vores handlinger har konsekvenser langt ud over vores fatteevne. Fortsætter vi ad den vej den, vi indtil nu har kørt - en vej, vi proklamerer, bygger på rationalitet, struktur og formålstjenlighed - ender vi med at køre galt. Der er kun ét bogstav til forskel på forfængelighed og forgængelighed, og Schulenburg er ikke bange for at skifte det ud. Dobbeltheden mellem på den ene side skønhed og poesi og på den anden grusomhed og destruktion er det bærende element i hans værker og dét, der gør, at udstillingen kryber ind under huden - som når en bi drikker nuklear nektar af en blomst, eller et bombefly svinger over himlen og efterlader en fin, hvid stribe på det blå hvælv. I al deres blødt filtede eller smukt glaserede og brændte former ser værkerne måske nok tilforladelige ud, men i realiteten svirrer de om beskueren og generer én præcis som den myg eller flue, der huserer i nattemørket, og som man ikke kan få ram på.
Menneskets ufattelige arrogance over for de fine balancer i vores omgivelser, vores kulturarv, ja sågar vores egen eksistens, er en kilde til evig undren. Absurditeten er blevet en integreret del af livets forhold, som når vi sætter alle vore talenter ind på at skabe i ødelæggelsens navn. Det er denne absurditet, Schulenburg indarbejder i sin kunst.
Overgreb udmærker sig ved en ny alvorsfuldhed i satiren og en klædelig enkelhed i det tidligere så drengerøvs-krøllede univers. Færre værker ville efter min mening også have kunnet hive pointen hjem, men det er en meget lille anke. Fem stjerner til en gennemarbejdet og vedkommende udstilling.
Andreas Schulenburg: Overgreb
Galleri Specta, 30. september - 5. november 2011.
