|
|
Operaen lægger hus til et eksperiment, når der vises to af Jerome Robbins værker. De to forestillinger vi får et indblik i, er, som lovet, i hver sin ende af den kunstneriske skala. "Dancers at a Gathering" er æstetik helt ind til benet, og "West Side Story Suite" er den mere popkulturelle musical om umulig kærlighed og bandekrig. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
Dances at a Gathering er fra 1969 og er en ballet, der overvejende er baseret på stemninger og følelser. Det er Jerome Robbins mest klassiske ballet. Der fortælles ikke en historie, men man suges som beskuer ind i dette lille stemningsfulde univers, hvor tyngdeloven er ophørt med at eksistere. Udgangspunktet for dette værk er derfor meget enkelt, da der udelukkende arbejdes med en klassisk pas de deux, hvor der opstår et glidende flow i balletten. Lag på lag bygges på, og der forekommer et vist "partnerbytte". Selvom der som sådan ikke er nogen underlæggende historie, bliver værket på ingen måde ensformigt. Dansen understøttes af Chopins klavermusik, der må siges at ramme fornemmelsen i balletten fuldstændig. Dansen er smuk på sin egen tavse og enkle facon, og der er ingen tvivl om, at værkets mester har arbejdet ud fra et mål om absolut perfektion ned til mindste bevægelse.
West Side Story Suite fra 1995 bygger på musicalen West Side Story fra 1957, om bandekrig og umulig kærlighed. Forestillingen er oprindeligt inspireret af Shakespeares klassiker om Romeo og Julies kærlighed. I West Side Story er konflikten mellem de rivaliserende bander Sharks og Jets, og vores to hovedpersoner hedder Tony og Maria. I Robbins West Side Story Suite ender handlingen dog ikke ulykkeligt, de elskende får hinanden til slut, modsat originalen, hvor Tony dør til sidst.
To i én
Det fungerer for så vidt udmærket at sætte West Side Story Suite sammen med Dancers at a Gathering for at vise de to yderpunkter i Robbins værker. Man får et fint indblik i begge danse. Scenografien til Dancers er helt enkel og ligner en himmel, hvad der fungerer udmærket, selvom man får en ide om, at "der skulle jo være et eller andet", men uanset valg af scenografi vil det virke overflødigt for denne ballet. Scenografien til West Side Story Suite må nærmest siges at irritere øjet, og henleder tanken på folkeskolens skolekomedie, hvor der også skulle være noget for dem, der kan male lidt. Ydermere er der scenografi, som slet ikke benyttes. Knaldorange stiger hænger ned fra loftet og hejses bort igen uden nogen grund.
Dancers at a Gathering fungerer udmærket, og er en utrolig kunstnerisk smuk oplevelse, hvor man kun kan betages. West Side Story Suite virker til gengæld fuldstændig amputeret i denne ugave, selvom kendskab til historiens helhed gør det lettere at følge med. Alle kostumer og scenografi er derimod både flot og gennemført til mindste detalje.
Operaen: West Side Story Suite
Se spilletider
