|
|
(Foto: PR-foto)
På Bådteatret er krigshelten Odysseus atter på gyngende grund, når Rolf Heim giver ham nye klæder i sin iscenesættelse af "Odysseen". Med dukker, ironisk distance og lidt for meget stønnen.
Var Odysseus en helt? Eller en (eventyr)lysten øhopper, der i sin søgen hjem til Ithaka igen og igen forsinkedes af en svaghed for røde, bløde læber? Hos Homer står hans storhed uantastet, men i Rolf Heims bearbejdelse sår en påtrængende menneskelighed tvivl om heltefiguren. Det er forståeligt, at man kan have svært ved at relatere til Odysseen i dens oprindelige ramme. Ikke desto mindre er der ikke meget Odysseus tilbage på Bådteatret.
Blandingen af dukketeater, installation og "rigtige" skuespillere fungerer rigtig godt og formår sine steder virkelig at vække sanserne. I Polyfemos' grotte opstår der et dystertsmukt lydtapet, som faktisk er ikke så lidt effektivt, hvis man lukker øjnene et øjeblik. Så sker der det samme, som ved barndommens lydbånd, og billederne vælter ind på nethinden. Mens sirenerne lokker Odysseus med deres smækre toner, bidrager et skyggespil i baggrunden til oplevelsen af at være til havs, og det er glimtvis rigtig smukt.
Sidstnævnte scene er dog også et eksempel på, at denne fortolkning af Odysseen er en kende for unuanceret for denne anmelder. Det handler simpelthen lidt for meget om sex. Noget af det mest forjættende ved Odysseen er dens tvetydighed, og sirenernes uhåndgribelige magt over deres tilhørere. Her bliver det meget håndgribeligt og mister derfor også noget af tiltrækningskraften. Homers sirener lokker med ubegrænset kundskab, men på Bådteatret er både Kalypso, Nausika, Kirke og sirenerne skåret over én kam og udtryk for samme begær. Det er bestemt til stede hos Homer, men der er også så meget andet, som her er skåret væk, og det gør historien en smule fattig. Således møder vi hverken havuhyret Skylos eller Solgudens okser, og vi er ikke med, når Odysseus tager det endelige opgør med sin hustrus mange bejlere og genforenes med hende og sønnen Telemakos. Det står selvsagt fortolkeren frit for at hakke en hæl og klippe en tå, men det bliver lige lovlig ensidigt.
Odysseus-skikkelsen er martret, udtømt og forhoret. Der er en egen styrke i den anderledes skildring af oldhelten, og det er pudsigt, når fremhævelsen af menneskelig sårbarhed jorder patos - godt krydret med velkendt musik fra nyere tid, der får én til at trække på smilebåndet. Ironien ligger som et slør over hele den fantastiske fortælling og trækker andre sider frem i historien om den ulykkesramte mand, der er offer for gudernes luner. På denne måde fungerer den af og til som en finurlig kommentar, men efterlader på samme tid indtrykket af en forsimplet og lidt fordrejet fortolkning.
Odysseen
Bådteatret
Se spilleplan
