Solen og varmen var med, da andendagen på årets Roskilde Festival gik løs. Festivalgæsterne var ved at finde formen og fodslaget, og programmet blev jo længere man kom ind i festivalen bedre og bedre. (På billedet: Pallbearer)
Torsdag startede for mit vedkommende på Pavilion - en af festivalens i dag bedste scener - hvor Steve Gunn var sat på til at spille klokken 16. En glimrende amerikansk guitarist og sanger, der bevæger sig omkring folk og mere klassisk skåret americana. Desværre kom Steve Gunn og band aldrig rigtigt helt i gang. Det var tilbagelænet på en lidt ufokuseret facon - ikke dårligt, men heller aldrig helt godt. Så Steve Gunn blev mere en rolig opvarming til Ryan Adams, der var sat på Orange klokken 17.
Og havde man forventninger om, at amerikanske Ryan Adams var forkert sat på den største scene, så kunne man godt pakke bekymringerne væk. Der var dog ikke voldsomt pakket foran scenen, måske bl.a. fordi Father John Misty spillede samtidig på Avalon. Men Ryan Adams valgte klogt at satse på sine mere rockede sange, hvilket klædte både ham og koncerten. Det var ikke mindst det ældre materiale, der blev præsenteret, og man blev sparet for diverse sidespring, som sangskriveren også har begivet sig ud i. En god, klassisk omgang rock med country/folk elementer Stort blev det nok aldrig, men det virkede fint og satte en god sommerstemning på den store plads.
Næste punkt på programmet her var Foxygen på Avalon scenen klokken 19. Det hypede amerikanske band spiller en opdateret udgave af hippierock tilført indie- og pop elementer. Men fokus er på det rockede.
Desværre viste det sig hurtigt, at bandet med tilhørende korpiger etc. lagde lidt for meget vægt på show og performance på scenen. Det fremstod her og der noget rodet, og her og der også lidt bøvet.
Så vi fandt lidt uden for teltet og satte os i den smukke sommeraften, og herfra - med fokus på lyden og ikke begivenhederne oppe på scenen - lød det faktisk godt. Et band, der har deres eget personlige greb på rockmusikken, som nok ikke denne dag helt forsvarede den hype, der er omkring dem. Men helt ved siden af, var det ikke. Jeg vil i hvert fald godt opleve dem igen - måske under lidt mere ydmyge fysiske rammer.
Klokken 22 skulle det doomede amerikanske band Pallbearer beværte med tung, intens rock på Pavilion. Jeg så bandet sidst de var i Danmark for kort tid siden, og her slog de ikke helt igennem. Men de gjorde de fandme denne torsdag aften i Roskilde. De spillede næsten samtidigt med kæmpenavnet Muse, så der var forholdsvist tyndt besat i Pavilions telt. Men det gjorde så bare, at man uden problemer kunne komme helt tæt på.
Pallbearer viste sig i storslået form. Bandet spillede formidabelt og tight - og lyden var også helt fin - i hvert fald oppe foran scenen. Et flot sammenspil og en stoisk, nedtonet sanger og guitarist i front bandt uden de store dikkedarer koncerten ret godt sammen. Overhovedet var Pallbearer udtryks- og lydmæssigt et stykke fra det mere melodiøse, man hører især på deres andet og nyeste album. Men dette fungerede. En besnærende og fokuseret omgang metal læsset med et lydligt drive, der fungerede. Måske ikke den store variation, men som bandet bevæger sig indenfor doom genren - og som de lød denne aften - så var det som det skulle være. Dagens højdepunkt.
